Min bekendelse som novice

Kloster
Half Dream, Half Epiphany
Target Records 2015

Kloster - Half Dream, Half Epiphany

Kloster – Half Dream, Half Epiphany

Hidtil har mine koketterier som anmelder ikke beskæftiget sig med musikken. Det skyldes frygt! Frygten for ikke at behandle genstandsfeltet med respekt og værdighed. Fænomenologisk set, altså i den umiddelbare erfaring, er der jo ellers næppe noget kunstnerisk felt, der ligger os tættere end netop musikken. Men måske er det derfor, den er så svær at indfange og beskrive. Anmeldelser af musik har en næsten exorcistisk evne til at fratage musikken dets sjæl – de bliver frygteligt kedelige – eller de er så omstændelige og esoteriske, at vi lægfolk reelt ikke forstår, hvorfor netop denne plade er en ny stjerne på himlen. Men jeg lever livet farligt og entrerer hermed scenen som musikanmelder.

Mikael R. Andreasen er tilbage som abbed i sit kloster med den fremragende plade Half Dream, Half Epiphany. Pladens ni sange kredser om den religiøse oplevelse, den eksistentielle smerte og glæde og ikke mindst trygheden hos Gud. Titlen har en sjov spænding, for i den religiøse tradition er der en intim forbindelse mellem netop drømmen og epifanien (åbenbaringen), hvorfor det er lettere overraskende at Kloster kan dissekere dem fra hinanden, så det bliver fifty-fifty. Epifanierne i Bibelen – og i kirkehistorien (Teresa af Avila, Julian af Norwich, Johannes Tauler, Meister Eckhardt, etc.) – besidder både en frygtindgående og frydefuld essens, ligesom også drømme generelt kan variere mellem “den søde drøm” og mareridtet. I titlen alene er der altså stof til en del refleksioner over et kompliceret tema, og den nævnte dialektik følges op i sangene med glimrende varians mellem Andreasens fløjsbløde, næsten hviskende, stemme og den ofte skramlede musik.

Half Dream, Half Epiphany indledes med nummeret Another World, der med linjerne “To be lost, and to be found” indkredser albummets tematik på en præcis måde. Derefter kommer hvad der for mig er pladens højdepunkter nemlig sangene Shepherd Song og I Burned the Blueprints. I hyrdesangen behandles tematikken med Jesus, som den gode hyrde, og det er et yndet tema i den kristne retoriks historie, hvorfor det skal behandles med respekt. Og det bliver det. De gange hvor jeg har grædt over skønhed er meget få, men da jeg første gang hørte Shephard Song, mens jeg cyklende over Dronning Louises Bro, var det ikke modvinden fra Nørrebrogade, der vædede mine øjne. Sangen er måske den mest poppede på pladen, men den er leveret med stærke finesser og en meget smuk duet.

Udgivelsen rummer også sange, der peger mere mod den uhyggelige side af drømmene og epifanierne. Her tænker jeg måske særligt på titelnummeret, som er urovækkende på en ganske insisterende måde. Den skramlede folk med den næsten rudimentære percussion er vild på Klosters meget introverte facon. Meget overbevisende.

Hidtil har jeg ikke været den store tilhænger af Klosters udgivelser. De har været for kvalme for mig. Men Half Dream, Half Epiphany rummer så stærke sange, at jeg overgiver mig. De tydelige kristusbekendelser kan sikkert virke fremmede for nogle, men man kan bekende på flere måder; man kan bekende for at opbygge en mur til andre, men man kan også bekende for at invitere til refleksion og ærlighed. Kloster gør det sidste, og det gør samværet med denne plade spændende og udfordrende.

Som fan af Kloster er man vel munk, men der er jeg ikke endnu. I stedet må jeg dog med denne helstøbte og ganske enkelt fremragende udgivelse bekende mig som novice.

// Michael Agerbo Mørch