141306788

Nu er det tredje gang, Copenhagen Culture har været med til at fejre og dække P6 BEAT Rocker Koncerthuset. Det er en fornøjelse at være fast gæst. Jeg kender efterhånden det musikelskende hjerte bag foretagendet og den allestedsnærværende, sitrende hype-stemning. Her følger det essentielle udsnit af de indtryk, jeg er ladt tilbage med.

Den rigtige beslutning
I modsætning til tidligere år, hvor koncerterne har været afviklet på forskellige scener forskellige steder i Koncerthuset, foregik hele festen inde i selve koncertsalen. Et stærkt træk fra arrangørernes side. Det logistiske benarbejde må være af absurde dimensioner, når 11 forskellige acts – herunder DRs symfoniorkester – skal give koncert i samme rum inden for tre en halv time. Men det hele klappede virkelig! Koncerthjulet rullede med en stædig, konstant stamina, så den ene godbid overtog den anden.

Krævede flere ord
Særligt to optrædener står tilbage som aftenens højdepunkter. Først og fremmest Bisse, som overvældede mig med sin intense person, og som den eneste af artisterne, har fået sit helt eget skriv. Derudover var Sekouia en musikalsk oplevelse af enormt høj kvalitet. På en aften med en mange elektroniske indslag skilte de sig ud – hvorfor og hvordan kan du læse i denne anmeldelse.

141312166

Bedste appetitvækker
Flere koncerter varede mindre end ti minutter. I stedet for at blive frustreret over, at den dejlige musik sluttede for hurtigt, valgte jeg i stedet at se det som en æggende mentalnote, jeg kunne glæde mig til at vende tilbage til senere. Her er det The Chairman, der ligger forrest i rækken. Musikken stak i så mange retninger, at det kunne have været en udmattende, usammenhængende oplevelser, men det hele blev bundet sammen af en meget spændende frontfigur. En formand i bogstaveligste forstand.

 

141311500

Bedre i teorien
Hvad det præcis var, som ikke fik mig med ved sværvægt-indslagene fra Michael Møller & Kira Skov med DRs symfoniorkester, har jeg undret mig over. Som idé gav det nemlig god, god mening: To etablerede kunstnere hvis sange blev pakket ind i velkomponerede arrangementer af et virtuøst spillende symfoniorkester (og som tilmed lagde ud med et David Bowie-cover). Jeg synes alt i alt, det blev for højtideligt og elitært til den festlige kontekst, P6 BEAT Rocker Koncerthuset er.

512

P6 BEAT-hjertet
Og det er hér, jeg vil slutte. Ved P6 BEAT-hjertet, der altid hamrer lidt hurtigere, lidt vildere, lidt hårdere. Det er skabt af en skøn forsamling af legesyge musikelskere, der dyrker hypen og konstant er på jagt efter nye musikoplevelser. I for store doser bliver det for meget til min smag. Jeg kommer til at savne accepten af, at musik ikke skal være “nyskabende og banebrydende”, “fuldstændig hjernedødt” og “det vildeste nogensinde”. Jeg tror, at selv det galopperende P6 BEAT-hjerte har brug for jordnære og ordinære indsprøjtninger. For at musik skal blive ved med at give mening, er der brug for begge yderpunkter. Den euforiske hype, som trækker frem mod nye horisonter, og den eftertænksomme langsomhed, som skaber grundlag for rodfæstelse og vedvarende kvalitet. Men på P6 BEATs største festaften er det naturligvis på sin plads, at hypen fylder mest.

 

// Ord: Mikkel Haahr Andersen     Foto: Agnete Schlichtkrull (DR)