alcatraz

Gispende efter vejret / liggende i hospitalssengen / Luften omkring dig er som giftgas / Mens den kunstige ilt er ren (Alcatraz, s. 59)

 

Luca Engberg Talamona bearbejder dødskampens ubarmhjertighed i sin dystre debut Alcatraz. Titlen rummer en dobbeltbetydning, nemlig at Alcatraz ikke henviser til det berømte fængsel, men til et kunstnerkollektiv med italienske rødder, som faren til teksternes jeg har været en del af. At være fange i en hospitalsseng er imidlertid en medbetydning, der ikke kan omgås.

 

Debuten er udformet som en digtcyklus, en række digte, der kredser om det samme emne, og den udkommer på forlaget Gladiator d. 23 marts i år. Den gispende i sengen er faren, der i samlingens første digt er faldet om ude foran en restaurant, og efterfølgende påbegynder et opslidende kræftbehandlingsforløb. Vi bliver taget med igennem farens ungdom, hans vægttab, hosten, svagelighed og angst fordelt udover de 15 digte, der tilsammen udgør cyklussen – poetisk i sig selv eftersom netop den sidste del af en livscyklus er samlingens emne:

 

Lugten af sprit – svien i næsten – hovedpine / udspilede blodsprængte øjne / Du ligger i en åben cylindermetalboks / bundet fast til en fjedermadras / To meter høje magre væsener med sorte øjne / stirrer ned på dig (Alcatraz, s. 55)

 

Den kønsløse hospitalsæstetik er gennemgående, skrevet i et køligt, metaforknapt sprog. Overvejende er teksterne letlæselige, hvor der, som ovenfor, på vellykket vis sniger sig poetiske eller abstrakte sekvenser ind i de sterile omgivelser.

 

Sprogligt og formmæssigt har Alcatraz dog indimellem tendens til at blive for flad til min smag. Man følger en både konkret, fremadskridende handling, men i et poetisk formsprog, og flere steder bliver den blanding for uvedkommende, og taler hverken til følelserne eller på vegne af narrativet, og ender uforløst.

 

Mit andet problem i læsningen af Alcatraz er de mange italienske ord – familien og kulturarven er italiensk, og der bliver gennemgående anvendt italienske ord og fraser. Indimellem bliver de forklaret på dansk, men de meste af tiden står de for sig selv, og som ikke-kyndig i italiensk bliver det en oplevelse af at blive holdt uden for. Jeg kan ikke engagere mig i konflikten, replikken eller følelserne, hvis jeg skal sidde og slå den op i en ordbog – det er en smagssag, men det får mig til at føle, at teksterne er forfatterens personlige afsked og fortælling, men ikke en som han vil dele med mig. Det skaber en uhensigtsmæssig distance, og forringer læseoplevelsen betragteligt, og det kunne være udgået ved simpelthen at tone antallet af italienske gloser ned. Enkelte steder fungerer det dog upåklageligt:

 

”Vi siger farvel på Piazzi Partiagiana / Jeg giver dig et forsigtigt kram / hviskende siger du /

Spero che ritorni presto / håber du snart kommer tilbage” (Alcatraz, s. 54)

 

I en sorgproces eller et sygdomsforløb ville Alcatraz’ fortælling være en følgesvend, som man kunne ty til. For mig føltes den som at kigge ind i et fortælling, der ikke ønskede at være til mig, men være til for forfatterens og dennes sorg.

 

/Mads Haahr Andersen