Med langdigtet Ideale begivenheder fortsætter Signe Gjessing det ambitiøse projekt, hun begyndte med Ud i det u-løse og fulgte op på med Blaffende rum nænnende alt. Det er nemlig fortsat de helt store eksistentielle spørgsmål, digterjeget forsøger at få hold på: Hvordan skal man begribe universet? Hvad rummer eksistensen? Meget passende bliver rummet den gennemgående figur i Ideale begivenheders søgen efter svarene, og meget naturligt smittes man som læser af projektets ambitiøsitet.

Jeg når lige at blive optimist på eksistensens vegne til lyden af verset: ”virkeligheden hænger i ranker og klaser”. Min optimisme er et resultat af Gjessings billedsprog; med sin rumliggørelse af den abstrakte virkelighed skaber hun en forståelsesramme, tilbyder grænser, inden for hvilke, man kan tale om alt det, der er svært at begribe. Derfor er rummet så belejligt: det gør sproget muligt.

Men så afslører virkelighedens rumlighed sig som illusion, og min optimisme begynder at skride: ”rummet/er dybt inviteret til verden af streger, men har aldrig været der:”. Virkeligheden er i virkeligheden ikke gjort af rum, men af streger, hvis ender aldrig mødes – eller som Gjessing skriver: ”skrænterne er snart verden”. Når skrænterne tager over, hvor fladen var, forsvinder fundamentet for rummet og dermed sproget. Jeg, læseren, overlades til en balancegang på betydningens stejle skrænter: min optimisme i frit fald.

Og hvordan nu redde optimismen fra faldet? Hvordan tale om virkeligheden og eksistensen, når rummet for talen er bortfaldet? Gjessing skaber sit eget rum for eksistensen, når jeget ”går tur i skrænterne” – ikke dem. At skabe rum for eksistens kræver tilsyneladende ikke mere end en udskiftning af et par forholdsord – og således har Gjessing også genfundet rummet for sproget. Et kreativt sprog af overraskende sammenligningspar, der danner grundlag for ny betydningsdannelse, som hun skriver: ”dine fregner falder i søvn én for én som i et univers, der lige skimmer sine sole igennem”.

Så vidt sproget. For stødende op til rummet for det genfundne sprog bor Gjessings ikke-sprog, manifesteret som rundhåndet tomrum mellem versene. Det er som om, Gjessing med tomrummene tager konsekvensen af sit ambitiøse projekt og erkender, at versenes kompleksitet – indholds- såvel som formmæssigt – kræver plads og stilhed for at bundfælde sig hos læseren. Klarest står tomrummet frem, når det trænger sig vej ind i versene, så ikke-sproget underbygger det skrevne ord, og verset næsten fremstår flerdimensionelt: ”bliver stående [stort mellemrum] her [stort mellemrum] pga. sol dér fremme [stort mellemrum] som båret oppe [stort mellemrum] her [stort mellemrum] pga. masser af saft i havet/.”

Ud af tomrummene vokser også rummet for læserens meddigtning. Og det synes særligt overlagt i de vers, hvor punktummet er flyttet fra sin vante plads for enden af verset til et sted flere linjer under, frit svævende. Omgivet af tomrum er punktummet ikke længere afslutningsmarkør, men en indbydelse til læseren om selv at prøve at begribe kompleksiteterne. Punktummerne bliver som solpletter på de sole, digterjeget kredser om: et særligt intenst magnetfeltet af latent merbetydning, intensiveret i punktet på bedste Barthesk manér [punctum]

Så hvordan skal man forstå universet? Virkeligheden? Gjessing giver faktisk en forsøgsvis definition. Gennem metaforer – ikke sammenligninger – lyder det: ”verden: et bidrag” og lidt senere: ”eksistens: dip/til handlinger. Stjernedip/./livet: barsel til den fødte”. Det udeladte som er er en definitiv afvisning af menneskelivet som enestående, af universet som begribeligt. Men det er ikke nødvendigvis en afvisning af optimismen, blot det begribelige holdes for øje: ”Min højde lever, min længde lever, min bredde lever”. Højde gange længde gange bredde er som bekendt formlen for rumfang, og så er vi tilbage ved det håndgribelige.

Så måske er pointen med Gjessings vers i virkeligheden, at man som læser ikke skal forsøge at forstå universet og virkeligheden. Versene er mere smukke end de er nyttige i jagten på tilværelsens betydning, og måske er en sådan poesiens anti-utilitarisme i virkeligheden pointen. Gjessings vers skal bare have lov til at stå. Smukke og sære. Ideale begivenheder er et raffineret eksempel på symbiotisk sameksistens af form og indhold, og hvis ikke Gjessings vers varsler optimisme på virkelighedens vegne, så gør de på poesiens.

/Karen Fjordside Pontoppidan