Lone Hørslev: En ordentlig mundfuld
Rosinante, er udkommet
216 sider, vejl. pris: 249, 95

8763850421

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der skal ikke meget til, før en ordentlig mundfuld bliver for stor en mundfuld, og det ved Lone Hørslev tilsyneladende godt. For når hun nu i sin første novellesamling En ordentlig mundfuld skriver om en ordentlig mundfuld utilfredshed, egoisme og skyden-skylden-fra-sig, gør hun det i novelleform – ikke romanform. Netop fordi, byrderne er fordelt ud over de 20 noveller og bæres af skiftevis et fraskilt jeg, et paranoidt han og et forsmået hun, er de til at sluge.

Hørslevs noveller hedder sådan noget som ”Kommoden”, ”Fugleklatten” og ”Et håndværkertilbud”, og man behøver ikke være garvet novellelæser for at gennemskue, at disse endimensionelle titler dækker over mere uhørte, komplekse konflikter. Konflikterne fremtræder dog samtidig uhørt udramatiske: For eksempel i ”Fugleklatten”, hvor jeget står i dilemmaet mellem at indånde dårlig, indelukket luft og at åbne vinduet med den konsekvens til følge at blive overdænget af fuglelort. Ingen af delene er særligt tiltalende, og i virkeligheden kunne jeget godt bruge et tordenskrald til at få renset luftet. Dét er Hørslevs måde at skrive om det, der ikke kan sættes ord på, og i afslutningsnovellen rammer hun hvad, jeg vover at kalde samlingens projekt, på kornet: ”Stille. Nogen forsøger at forklare noget.”

Tilfælles har novellernes karakterer håbet om, at ”Lige om lidt bliver alting meget sjovere”, som også er åbningsnovellens meget passende titel. Samme novelle dementerer i næste nu dette håb på hele samlingens vegne – for det bliver ikke meget sjovere, og det ved førstenovellens kvindelige hovedperson godt: På den anden side af ferien til Tyrkiet, der drukner i regnvejr og forsøges reddet med pomfritter, venter nemlig den voldelige mand og far, og kvinden kommer ikke til at forlade ham – på trods af sine intentioner. Det ved hun godt. Det ved læseren godt. Men ønsket om forandring og håbet på sit eget mod har hun, og den tilstand er gennemgående for samlingens karakterer. De håber og tror og længes efter lykke og perfektion, men det perfekte findes ikke, og længslen fører kun til, at de stagnerer i enten parforholdskrise eller ulykkelig ensomhed, fordi ingen af dem formår at omsætte længslen til handling, men blot skyder ansvaret fra sig. Som nu i Yogabolden, hvor der står: ”Hvorfor er der ingen, der hjælper mig, tænkte hun, NOGEN må gøre noget, tænkte hun træt og vuggede og vuggede og vuggede”. I stedet spicer Hørslevs karakterer deres utilfredshed op med åbne parforhold, nybyggeri, rødvin og utroskab – de er, som i novellen ”Laksegade”, ”alle sammen på vej hjem”, men hjemmet virker som en ukendt destination. Som læser ved man derfor også godt, at når der i ”Fugleklatten” står ”Den korte afstand mellem ordene længsel og fængsel”, er der en tilsvarende ultrakort afstand mellem disse ord og karakterernes redunderende virkeligheder.

Hørslev serverer sine ordentlige mundfulde som mundrette portionsanretninger, og de fleste glider ubesværet ned. Særligt velsmagende er de noveller, hvor Hørslev fornemt fletter handlingens parallelle spor sammen – eksempelvis i det tætteste, vi kommer på samlingens titelnovelle ”For stor en mundfuld”, hvor to tidsspor løber sammen: Den i novellen nutidige planlægning af en 40-ish-års fødselsdag og et retrospektivt besøg på Jesperhus’ camping for ”en skilsmisse siden”, hvor fødselarens drømmemand konsumerede en vulgært stor mundfuld østers, mens han sagde ting som ”din krop er en evighed af lyst og lykke”, så det hele blev for meget af det gode og endte i en nedslående ”halv sejr, halv fornedrelse”. Samme fornedrende skæbne spår man som læser den kommende fødselsdagsfejring med udsigt til både champagne og mandestripper. For fødselaren vil bare gerne elskes, men hendes forestilling om kærlighed er direkte oversættelig med den sommer i Jesperhus: klichefyldt, kvalmende og for stor en mundfuld.

Enkelte steder får Hørslevs billedsprog dog for tykt et lag tandsmør for denne læser. Som i novellen ”Paradis”, hvor den kåde Anita bliver en halvpinlig parodi på en Evaskikkelse og hendes voldtægt på udvisningen af edens have. ”Paradis’” afvisning af et paradis viser den gennemgående kosmosforståelse i samlingen, og afvisningen fungerer langt bedre i de noveller, hvor den er parentetisk. Som for eksempel i ”Sorte huller”, hvor den er billedliggjort ved en Christian Lemmerz-skulptur, givet som bizar bryllupsgave.

Med En ordentlig mundfuld føjer Lone Hørslev novellegenren til det brede spektrum at kunstarter, hun mestrer, for hun har ganske enkelt skrevet 20 gode noveller. Den hørslevske novelle har Danmark som bagtæppe, det moderne menneske som central figur og hverdagens stille drama som drivkraft, og den forstår samtidig at udnytte genrens mulighed for stilmæssig frihed. Eksempelvis i ”Vildt vejr”, der udspiller sig på et mytisk ikke-sted (der godt nok har en Fakta), hvor ”Himmel og jord stod i et”. Og igen i ”Indien”, som i sin indledning næsten har en H.C. Andersensk eventyrlighed over sig: ”En mand trak af sted med en ko, en anden stod nede i et vandhul og gravede i mudderet”. Andre steder fornemmer man poeten Hørslev, når hun lader barnet sige: ”Min far kan tænde solen” – vel at mærke uden at slukke den igen – eller når hun om efterårstræerne skriver: ”Kronerne pludselig behængt med en ny dramatisk alvor som måske kommer med de tunge vejrprognoser, måske kommer med tiden, med alderen, sensommeren, når bladene begynder at miste interessen for at hænge dér og lade sig beglo.”

Den hørslevske novelle er ny i samlingen – både forfatterskabets og læserens – og den er mundret og helt på sin plads.

 

/Karen Fjordside Pontoppidan