Frederik Stjernfelt: Syv myter om Martin Luther
Gyldendal 2017, er udkommet
176 sider

_9788702227215

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frederik Stjernfelt må være noget af det tætteste, vi herhjemme kommer på en ægte polyhistor. P.t. virker han som professor ved Aalborg Universitet i København, hvor han velsagtens underviser nogle studerende, men derudover også, i øvrigt med stort vid og internationalt udsyn, leder det humanistiske forskningskollaboration Humanomics sammen med kompagnonen David Budtz Pedersen. Regelmæssigt producerer han boganmeldelser til Weekendavisen, gerne af kulturhistoriske værker, ligesom han i andre sammenhænge skriver og snakker om snart sagt alt: lyrik, islam, filosofihistorie, landkort m.m.m. Senest har han sammen med juristen Jacob Mchangama kortlagt ytringsfrihedens historie i Danmark i monster-monografien Men.

Nu er det så blevet den tyske teolog og – så berømmeligt – reformator Martins Luthers tur. Stjernfelts bog, der bærer den hårdkogte titel Syv myter om Martin Luther, ligner et nyttig biprodukt af det store arbejde med ytringsfriheden men kommer selvfølgelig som en selvstændig udgivelse i anledningen af 500-året for reformationens begyndelse – bogen er tænkt som en ”modstemme” til den ukritiske ”fejring” af reformationen, som forfatteren lige dele ironisk og profetisk ser frem i mod.

 

Baglæns læsning
Stjernfelt er allerede blevet skudt i skoene, at han i sin fremstilling konsekvent undlader at se, læse og forstå Luther som den han trods alt først og fremmest var: teolog. Kritikken er berettiget, især når man lægger til, at Stjernfelt rent faktisk levner plads til overvejelsen, at man jo evt. kunne bruge Luther i ren teologisk forstand – tanken, som Stjernfelt ikke vil ”afvise”, fylder lige nøjagtig én helsætning (119 n). Professoren er med andre ord temmelig skruppelløs, når det kommer til at læse Luther baglæns og konsekvent a-teologisk. For, som det hedder om eventuelt teologisk guld, er der ikke meget her, ”der peger i retning af demokrati, frihed, retsstat og modernitet”.

At Stjernfelt læser Luther gennem denne modernitets-linse hænger, som jeg ser det, nøje sammen med bogens grundlæggende greb, som er at formulere en række påståede myter, som så med stor iver gendrives. Selvom Stjernfelt er flittig til at citere fra Luthers mange forskelligartede skrifter, er det altså ikke Luther selv men Luthers status, der er bogens udgangspunkt.

Det leder os til to åbne spørgsmål: 1) Hvorfor i al verden giver Stjernfelt os ikke en længere overvejelse over, hvilke komplikationer der nu engang må være i at læse en teolog som samfundsteoretiker? Selvfølgelig kan man ikke udrede teologien totalt løsrevet fra politiske idéer. Stjerneeksemplet er den såkaldte øvrighedslære, hvordan den kristne skal agere ift. magthavere, som fylder meget hos Luther, og som Stjernfelt over flere omgange behandler grundigt. Ikke desto mindre fremstår det som en blind plet, og en større ydmyghed på dette punkt – evt. i form af tydelige overvejelser – havde klædt fremstillingen.

Dernæst: 2) Hvordan diskutere med fremstillingen, hvis man er uenig i (nogle af) myternes status som myter? Er det fx en særlig udbredt holdning, at ”Luther indførte religions-, ytrings- og tankefrihed”? Eller at hans antisemitisme ingen effekter havde? Jeg tror det ikke. Bortset fra den tredje såkaldte myte, at ”Luther bidrog til demokratiets fremvækst”, belægges ingen af udsagnene med konkrete eksempler på deres påståede udbredelse. Man må i stedet forlade sig på Stjernfelts (sure) mavefornemmelse, og den bølge af kritiske korrektiver, han så giver. Gad vide hvad han egentlig mener, når han i forordet nævner sine to ”lutheranske venner”, digteren Søren Ulrik Thomsen og litteraten Niels Gunder Hansen, der ”næppe vil være enige med meget i denne bog”? Havde han skrevet enig i forudsætningerne for denne bog eller metoden bag læsningerne, havde den ligget lige for. Selve indholdet, de stædige gendrivelser er svære at være uenige i. Også for lutheranere.

 

Man kunne jo også læse Luther som teolog
Generelt fremstår de historiske parafraser præcise og fængende. Særligt kapitlet om andre samtidige tænkere og idéer virker veloplagt – myten er, at ”Luthers mørke sider var bare sådan som tiden nu engang var” – ligesom den systematiske kortlægning af den demokratiske kultur i Tyskland står stærkt i billedet. Her er den velunderbyggede syntese, at det lutherske tankegods ikke prædisponerer til demokrati. Tværtimod.

I forhold til reformationen i dansk sammenhæng er det min fornemmelse, at Stjernfelt underbetoner den fillipistiske indflydelse (efter Luthers mindre strenge elev Philip Melanchton). Det passer selvfølgelig slet med det grundlæggende skema, at Luther er den store skurk, men det har den problematiske bieffekt, at Stjernfelt ufrivilligt kommer til at reproducere en ottende udbredt misforståelse – myte om man vil – nemlig at Martin Luther egenhændigt skulle have gennemført reformationen også i de nordiske lande. Igen er det et spørgsmål om snit og fokus: En længere diskussion af dette passer ikke med myte-gendrivelse-formatet.

Til slut giver Stjernfelt sit pirrende bud på, hvordan det dog kunne gå så galt, at Martin Luther fik kanonisk status som en af historiens helte. Forslaget er teologihistorisk anlagt og går på, at lutherske teologer fra det 19. og 20. århundrede måske har funderet deres idéer ikke så meget i Luthers skrifter som i Grundtvigs. Her har man så fundet idéer, der flugter bedre moderniteten. Et andet, mere simpelt bud er, at senere teologer simpelthen valgte at læse Martin Luther – og for så vidt også selve reformationen – først og fremmest gennem en teologisk linse. Det nægter Frederik Stjernfelt kategorisk, og dermed kan hans kritiske bidrag til reformationsjubilæet dårligt frasige sig et vist fordomsfuldt og forudindtaget præg.

 

/Mathias Anker Kure