“De har altid været for gode til ikke at være til”. Jeg citerer en ven. Vi snakkede om et band, der trak sig for seks år siden. Et topambitiøst band, som gjorde et hæderligt forsøg på at få dansksproget musik til at genopblomstre.

Det er et band, jeg altid har værdsat højt. Til min 15-års fødselsdag fik jeg to eksemplarer af deres udgivelse “Træerne vokser ind i himlen” og valgte at beholde dem begge. Når jeg skal spille smart, kalder jeg én af deres sagnomspundne koncerter på RUST for første koncert, jeg var til (selvom sandheden er, at det var Johnny Deluxe på min blå mandag – men sig det ikke til nogen).

Det er naturligvis ENTAKT, jeg taler om. Et band, der efter min mening, aldrig fik den brede anerkendelse, som de alle dage har fortjent. Jeg har tit haft det som om, at os, der kendte bandet, syntes, det var det fedeste i verden, men at vi til vores egen store forbavselse var en lille flok. Alt for lille.

Efter seks års – ja – radiotavshed har de meldt deres tilbagekomst og udgivet en single d. 2. maj 2017. I den glædelige anledning har jeg haft en lille e-brevveksling med sangskriveren bag projektet Jonas Villumsen.

Hvor har ENTAKT været de sidste seks år – og hvorfor er I tilbage?

ENTAKT har været ikke-eksisterende de sidste seks år. Vi besluttede os for at lukke projektet i 2011, da vi var løbet tør for energi og i øvrigt havde svært ved helt at se en fremtid for bandet.

Vi er tilbage på grund af sangen ‘Radiotavshed’. Da jeg, for omtrent et år siden, skulle komponere til mit kandidatprojekt på Rytmisk Musikkonservatorium, pressede denne sang sig pludselig på. Hverken musikalsk eller tekstmæssigt passede den ind i det projekt, jeg egentlig var igang med at skrive til, men jeg kunne mærke at jeg var nødt til at skrive denne sang, før jeg kunne komme videre.

Da ‘Radiotavshed’ var færdig gik det op for mig hvor meget det føltes som et ENTAKT-nummer. Jeg hev fat i Kristian (Martinsen) – den anden bagmand i ENTAKT – og sendte ham en hurtigt optaget demo af sangen. Vi havde indtil da holdt kontakten på et venskabeligt plan, men slet ikke

i musikalsk øjemed. Det viste sig at vi begge var nået til et punkt, hvor vi havde lyst til at lave musik sammen igen og ‘Radiotavshed’ syntes at være et oplagt sted at starte.

På den måde var det nærmere sangen der skabte projektet end omvendt.

Hvad er “Radiotavshed” for en sang? 

Den blev skrevet på et tidspunkt hvor der skete alle mulige ting i mit liv. Tungtvejende emner. Dette gør sig i øvrigt gældende for de nye sange helt generelt; de er skrevet fra et sted, hvor en gut på 33 år (nu 34) bliver en anelse overvældet af livet. Jeg føler lidt, at det er den samme hovedperson som på ‘Træerne vokser ind i himlen’, men ti år ældre.

Sangene er en række ret mørke postkort fra voksenlivet; brud, tab, tyngden der findes i at sætte nyt liv i verden, sygdom på nært hold, udløbsdatoer, hele verden fra forstanden. Bare altings skrøbelighed, du ved. Det var hvad der rørte sig, så det var det, jeg havde at skrive om hvis jeg skulle have mig selv med i det. Også selv om det måske lyder lidt dystert.

Tror dog ikke, det endelige udtryk er helt så tungt som man kunne forledes til at tro oven på denne smøre.

Og hvad skete der egentlig med ENTAKT? Personligt synes jeg aldrig, I fik den brede anerkendelse, I havde fortjent – er det et billede, du kan genkende?

Jamen, ENTAKT løb bare tør for benzin. Sådan som bandet var skruet sammen dengang skulle der virkelig også meget brændstof til at holde det kørende. Ambitionsniveauet i musikken var jo spændt til bristepunktet for et dansksproget pop/rock-projekt og det smittede nok også lidt af på vores ambitioner for hvor langt, vi ville nå ud med musikken. Der kunne virkeligheden bare ikke helt følge med. Vi havde fornemmelsen af at befinde os på kanten af et gennembrud da ‘Træerne vokser ind i himlen’ udkom til relativt stor mediebevågenhed og en ikke voldsomt stor, men meget dedikeret, lytterskare. Men så skete der ikke så meget mere.

Vi nåede at få mange store oplevelser med bandet, men på sin vis var det nok lidt slidsomt at kunne spille for et totalt pakket RUST med kø ned forbi Skt. Hans Torv den ene dag – og så spille for 12 mennesker på Fermaten i Herning den næste. Det var svært at oparbejde en reel selvforståelse som band, fordi alting føltes meget fragmenteret.

Om vi fik den anerkendelse, vi fortjente, er jeg ikke den rigtige til at svare på! Men vi fik virkelig mange fine oplevelser til rygsækken og jeg er super taknemmelig over – og meget stolt af – at mange folk stadig lader til at have et nært forhold til musikken.

Har ENTAKT ændret sig?

Bestemt. Faktisk er vi tilbage i den helt oprindelige form, hvor Kristian og jeg bare indspiller nogle sange, jeg har skrevet. Sådan startede projektet helt tilbage i 2001 og først nogle år senere blev

vi et reelt band. Vi har Abas, som var trommeslager i den sidste inkarnation af bandet, med på en stribe af de nye numre, men ellers har vi slet ikke besluttet noget om eventuel besætning. Hvis vi skal ud at spille igen på et tidspunkt, må vi finde ud af det. For nu gælder det bare om at skabe musik i studiet og nyde den proces uden at tænke for meget over praktiske ting. Altså, at skabe musik i et frirum, uden al den støj det giver at skulle begå sig i musikbranchen.

Hvad er planen for ENTAKT nu?

Der kommer ganske rigtigt et album. Det er planen at det skal udkomme i starten af 2018, men det ville være oplagt at præsentere flere sange løbende i 2017. Vi har snakket om at tage ud at spille når albummet udkommer, men vi er samtidig ret enige om at det skal foregå på en anden måde end de gamle ENTKAT-koncerter. Vi bakser lidt med et koncept. Jeg tror ikke, vi kommer til at spille vildt meget live som udgangspunkt. Men det kunne være fint på en eller anden måde at markere den nye udgivelse.

Det skal dog lige skæres ordentligt, for der er ingen idé i at stå og lege ENTAKT-Jam og spille en masse gamle numre, som vi plejede at spille dem. Det er ikke der, vi er længere. Så meget skal gentænkes. Det skal være en levende størrelse og ikke et museum med gamle sange eller en tidslomme.

Hvad kan vi forvente af albummet?

Mere hudløshed, færre krummelurer. I hvert fald rent tekstmæssigt. Men vi har samtidig snakket meget om at vi gerne vil skabe fornemmelsen af et musikalsk univers. Faktisk har vi været rundt og optage en masse reallyde. Der findes mange geografiske benævnelser i de nye sange og vi har lavet et dogme om at bruge reallyd fra disse locations.

Eksempelvis er der noget støj i starten af ‘Radiotavshed’, som er optaget på i Heinesgade, som jo er nævnt i teksten. Således kan man glæde sig til fugle, rådhusklokker, bilstøj, skvulpende vand og andre gode sager.

Vi bevæger os indtil videre i et lidt koldt univers. Mere af ‘Træerne vokser ind i himlen’s diskante klange end ‘På bagsiden af Europa’s varme, organiske fornemmelse. Færre akustiske strengeinstrumenter.

Tekstmæssigt er der skruet ned for ordspillene sammenlignet med tidligere. Det passede på en eller anden måde bare ikke længere. Ikke at det nu er helt ligetil og 1-til-1 dagbogsskriverier, men flere direkte linjer vil jeg mene.

Hvad er dine forventninger til ENTAKTs “genkomst”?

Vi gør alt for at der ikke skal være nogen. Det er dogme nr. 1 for os at det først og fremmest skal være en fornøjelse at være i studiet. Vi har genfundet en glæde ved at lave et fælles projekt og det skal vi virkelig værne om. Det er først for relativt nylig at vi overhovedet er kommet frem til, at musikken overhovedet skal se dagens lys. Sådan prøver vi at holde det: glæde ved musik og så ser vi hvad der ellers sker.

Og det vil jeg ønske ENTAKT al mulig held og lykke med. I skrivende stund har jeg lyttet til “Radiotavshed” 17 gange, og når jeg har skrevet dette færdig, tager jeg hul på nummer 18. Lyt selv med!

Så her er en til alle de steder/ jeg ikke kan mærke længere