Maren Uthaug: Hvor der er fugle
Lindhardt og Ringhof, udkom 5. maj 2017
304 sider, vejl. pris: 249,95

Skærmbillede 2017-05-06 kl. 10.46.48

 

 

 

 

 

 

 

”Hvor der er fugle, er der fisk” ekkoer tre gange gennem Maren Uthaugs slægtsroman Hvor der er fugle, men fiskene er ikke det eneste, fuglene varsler.

Vi er i slutningen af 1930’erne. Johan sidder i sin båd på vej ud for at drukne sin søn i havet. For en gangs skyld græder han ikke. Noget, han ellers har brugt hele livet på. Han græder nemlig, da han ikke kan gifte sig med den vilde og livskraftige Hannah, der dufter af ”frisk luft og tang” og er ”pænere end de fleste”. Han græder, da han af pengenød må gifte sig med præstedatteren Marie, der er ”sød, høflig og enig” og dermed Hannahs diametrale modsætning. Han græder, da han og Marie flytter ud i ensomheden for at passe lyset på Kjeungskjær fyr to kilometer ud fra byen Uthaugs kyst i det østnorske Ørland. Og han græder med tiltagende styrke, da der kommer afkom til. For datteren Darling er alt andet end kær: hun smadrer ruder og kommer i slagsmål, og sønnen Valdemar er retarderet: spiser græs og brøler om kap med vinden.

At Johan ikke græder, da han skal tage livet af sin drøvtyggende søn, står derfor i larmende kontrast til dengang, hvor han som barn græd, når kalvene på fødegården skulle slagtes. Det er hjerteskærende, for gråden er Johans eneste ærlige udtryksform.

 

Hjerteskærende3

Historien er hjerteskærende i tredje potens – en potensopløftning for hver af de tre dele, Maren Uthaugs fortælling falder i. Som læser får man nemlig ikke blot Johans perspektiv på begivenhederne, men også Darlings og Maries.

Det er således hjerteskærende at læse om Marie, der med moralsk blindhed lever et dobbeltliv som henholdsvis hustru på fyret og skøge på land, hvor hun giver køb på sin værdighed og giver sig hen til horkarlen Fede, der i bogstaveligste forstand er stamfar til hele det Uthaugske folk. Imens beder Marie i sit stille, samvittighedshjemsøgte sind om syndsforladelse hos sin far, der er byens præst, og hos Gud, der heldigvis er tilgivende, for som der står: ”Gud elsker også dem, der er født i skam”.

Lige så hjerteskærende er det at læse om Darling, som ingen børn vil lege med. Ganske vist har hun Lillen, men Lillen har klumpfod og hører dermed til samme kategori af særlinge som ”frk. Fyr”. Hjerteskærende er det også, at Darlings (dannelses)rejse til Amerika ikke er resultat af barnepigen Gudruns progressive og feministiske tanker, men derimod en belejlig løsning på hendes ubelejlige graviditet, som Johan er skyld i. Og da Darling vender hjem til Ørlandet for blot at ende i sengen hos Fede, må mit læserhjerte briste.

 

Morbid-ironi

Men selvom det er hjerteskærende at læse om fyrfamiliens ulykkelige skæbner, er det tilsvarende skønt at mærke Uthaugs vante morbid-ironiske tone. Derfor ved jeg heller ikke, om jeg skal grine eller græde, når Darling ubehjælpsomt forsøger at få sin døde farmor til at angive sin drabsmand, før hun kan få lov til at ”dø videre”. Denne ambivalens er symptomatisk for min læseoplevelse og således gentaget, når Uthaug skriver om Darling og Lillens kamp mod de andre børns tyranni ud fra den opfattelse, at det bedste forsvar er angreb.

Særligt tydelig er tvetydigheden i min glædes-sorg, når der står: ”Her i Uthaug vidste folk det, de skulle, om hinanden” – en sætning, der på én gang er byens diagnose og behandling: for hvad vil det sige, at vide dét, man skal? For Uthaugs indbyggere vil det sige evnen til at fortrænge alt det, som de ved, at de ikke bør vide; at vanskabningerne, klumpfødderne og de retardere hjerner er resultatet af egnens mest sejlivede tradition: indavl. Det er dette fortiede fordækte, som titlens fugle er et praj om, og som læseren afdækker i takt med forfatterens kærlige og ufordømmende beskrivelser.

 

Johan(nes)

Med Hvor der er fugle bekræfter Maren Uthaug, at hun behersker romangenren. Tag bare prologen, der vækker mindelser til Martin A. Hansens Johannes Vig: Johans forgænger på fyrpasserposten, Lassen, har efter 21 års ensomhed besluttet at hænge sig. Han er ”ikke født på egnen” og har sine hunde som eneste selskab. Hans liv og død fremstår derfor som ene ubekendte i det Uthaugske folks øjne, og ud af Lassens historie vokser romanens halve sandheder og hele løgne. Endelig er Uthaugs tematisering af isolation, karakterernes åbenlyse splittelse mellem drift og forpligtelse, samt den påfaldende navne-lighed mellem Uthaugs Johan og Hansens Johannes kun forstærkende for fornemmelsen af Løgnerens nærvær.

 

Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke er af fyrpasserslægt, men jeg er glad for, at nogen er. Ellers var bogen vel næppe blevet skrevet? Det er hjerteskærende, jeg kan li’ det.

 

 /Karen Fjordside Pontoppidan